Seværdigheder i Sønderjylland
Sønderjylland skal opleves med alle sanser!
Omgivelserne omkring Fakkelgaarden er nogle af de smukkeste i Danmark - på alle årstider.
Så nyd et dejligt ophold i naturrige omgivelser, mens du slapper af med en gåtur i skoven. I egnen omkring Fakkelgaarden finder du et væld af seværdigheder. Fakkelgaardens reception har altid informationsmateriale om beliggenhed, åbningstider, priser mm. – men her skal dog nævnes blot et mindre udpluk af de mange muligheder.
Intet andet område i Danmark rummer samme komplekse historie som Sønderjylland, hvor først fyrster og hertuger herskede, og nationale interesser siden lagde grunden til dramatiske kampe for at bevare herredømmet over området.
På Sønderborg Slot, hvor Christian II tilbragte adskillige år i fangenskab, finder man en udførlig beskrivelse af de mange historiske begivenheder, der har præget den sønderjyske mentalitet. På Besøgscentret 1864, i skanserne ved Dybbøl og ikke mindst ved den berømte Dybbøl Mølle finder man minderne fra slaget i1864, der tilføjede den lokale befolkning dybe sår og det øvrige Danmark et nationalt traume.
Fra tiden som fyrstedømme rummer området et væld af smukke slotte. Slottene på Als og Glücksborg Slot ved Flensborg Fjord er alle et besøg værd. Det smukke Gråsten Slot blev efter Dronning Ingrids død overtaget af H.M. Dronningen, der fortsætter traditionen med at anvende slottet. I løbet af sommeren samles hele kongefamilien gerne her for at nyde hinandens selskab. I Gråsten Slotshave kan besøgende nyde Dronning Ingrids rosenhave.
På Bov Museum finder man både et spændende lokalhistorisk museum og Sønderjyllands største landbrugsmuseum. I Frøslevlejrens Museum kan man opleve en bemærkelsesværdig udstilling fra 2. verdenskrig, hvor lejren fungerede som tysk politifangelejr.
Der er også mulighed for at komme på kunstudstilling på bl.a. Banegaarden og Emil Nolde Museet, eller blot tage på shopping. Der er kun få kilometer til Flensborg by, hvor en række spændende indkøbsmuligheder lokker. Hvis du ønsker at forblive i Danmark, kan du med fordel besøge enten Gråsten, Aabenraa, Haderslev eller Sønderborg.
Sidst, men ikke mindst, byder området på rige muligheder for at spille golf, på bl.a. Royal Oak, Benniksgaard Golfklub og Alssund Golfklub.
|