Hotel og Restaurant Fakkelgaarden - Gourmetrestaurant - Gourmetophold

Seværdigheder i Sønderjylland
Sønderjylland skal opleves med alle sanser!

Omgivelserne omkring Fakkelgaarden er nogle af de smukkeste i Danmark - på alle årstider.
Så nyd et dejligt weekendophold i naturrige omgivelser, mens du slapper af med en gåtur i skoven. I egnen omkring Hotel og Restaurant Fakkelgaarden finder du et væld af seværdigheder.

Fakkelgaardens reception har altid informationsmateriale om beliggenhed, åbningstider, priser m.m. - men her skal dog nævnes blot et mindre udpluk af de mange muligheder.

Intet andet område i Danmark rummer samme komplekse historie som Sønderjylland, hvor først fyrster og hertuger herskede, og nationale interesser siden lagde grunden til dramatiske kampe for at bevare herredømmet over området.

Sønderborg Slot, hvor Christian II tilbragte adskillige år i fangeskab, finder man en udførlig beskrivelse af mange historiske begivenheder, der har præget den sønderjyske mentalitet. På Besøgscentret 1864, i skanserne ved Dybbøl og ikke mindst ved den berømte Dybbøl Mølle finder man minderne fra slaget 1864, der tilføjede den lokale befolkning dybe sår og det øvrige Danmark et nationalt traume.

Fra tiden som fyrstedømme rummer området et væld af smukke slotte. Slottene på Als og Glücksborg Slot ved Flensborg Fjord er alle et besøg værd. Det smukke Gråsten slot blev, efter Dronning Ingrids død, overtaget af H.M. Dronningen, der fortsætter traditionen med at anvende slottet. I løbet af sommeren samles hele kongefamilien gerne her for at nyde hinandens selskab. I Gråsten Slotshave kan besøgende nyde Dronning Ingrids rosenhave.

På Bov Museum finder man både et spændende lokalhistorisk museum og Sønderjyllands største landbrugsmuseum.
Frøslevslejrens Museum kan man opleve en bemærkelsesværdig udstilling fra 2. verdenskrig, hvor lejren fungerede som tysk politifangelejr.

Der er også mulighed for at komme på kunstudstilling på bl.a. Banegaarden og Emil Nolde Museet eller blot tage på shopping. Der er kun få kilometer til Flensborg by, hvor en række spændende indkøbsmuligheder lokker. Hvis du ønsker at forblive i Danmark, kan du med fordel besøge enten Gråsten, Aabenraa, Haderslev eller Sønderborg.
 

Er man golfspiller, byder Sønderjylland på et stort udvalg af fremragende golfbaner, bl.a. Royal Oak, Benniksgaard Golfklub og Alssund Golfklub.

Sidst, men ikke mindst, tilbyder Fakkelgaarden alle overnattende gæster adgang til det helt nye wellness område, beliggende på Hotel des Nordens, blot 5 km fra Fakkelgaarden, på den tyske side af grænsen. Uanset vejret er hotellets inden- og udendørs pool opvarmet til 30* C, og der findes spabad, dampbad, finsk sauna, solarium og mulighed for skønhedsbehandlinger.


Hotel & Restaurant - Fakkelgaarden - Fjordvejen 44 - Kollund 6340 Kruså - Telefon: +45 73 67 83 00 - Fax: +45 73 67 83 63 - info@fakkelgaarden.dk - CVR Nr.: 14247734